Britiske Mike Evans kunne næsten ikke forstå det, da politiet endelig fangede den stalker, som i årevis havde gjort livet til et helvede for ham.

Personen bag de grusomme henvendelser viste sig at være selvsamme kvinde, som igennem hele forløbet havde ydet støtte, når stalkingen var på sit værste - hans kæreste.

Mike Evans ved om nogen, hvordan det føles at være blevet forrådt af sit livs kærlighed. I over tre år modtog han forfærdige sms'er og mails fra forskellige ukendte telefonnumre, mailadresser og Facebookprofiler. Det skriver Mirror.

Igennem årene tog stalkingen til, og i perioder fik venner, familie og chefer også den hadefulde tortur at mærke. I beskederne blev Mike Evans blandt andet beskyldt for at være tyv, utro, kriminel og utilregnelig i nærheden af børn.

Beskederne begyndte lige så stille i efteråret 2012. På det tidspunkt var Mike Evans ansat i en IT-virksomhed og havde netop mødt en kvindelig kollega ved navn Alexandra. De to blev venner, og han delte sin frustration over beskederne med hende. Især gik det ham på med de beskeder, der henvendte sig til hans daværende kæreste. Stalkingen og de vedvarende påstande om utroskab var så opslidende for parret, at det til sidst kostede dem forholdet.

Men på sidelinjen stod Alexandra klar som støtte i den svære tid, og deres tillidsbånd voksede og voksede. I oktober 2013 blev det klart for de to, at der var mere end venskab imellem dem, og de blev kærester.

Året efter kom deres lille datter Eva til verden. Men selvom parret var forelskede, så holdt det stormfulde forhold ikke. Seks måneder efter de blev forældre, krakelerede deres forhold, og de gik hver til sit.

De onde beskeder tikkede stadig ind og gjorde Mike Evans usikker og ked af det. Under hele forholdet havde Alexandra været en tro og loyal støtte for Mike Evans, men efter deres brud tog sms'erne til.

Stalkingen nåede sit højdepunkt, da Mike Evans efter et år som single mødte en ny kvinde, Kayleigh Gyde. Over 12 mennesker i parrets omgangskreds begyndte at modtage omkring 5000 beskeder. Kayleigh Gydes mor modtog fotografier med eksplicit seksuelt indhold og påstande om, at det skulle være Mike Evans sammen med en anden pige. De blev sågar sendt til Kayleigh Gydes arbejdsplads.

Kayleigh Gydes søster Kira, som arbejdede med børn, modtog beskeder om, at Mike Evans ikke kunne stoles på omkring mindreårige. Selv søstrenes bedsteforældre modtog mails om Mike Evans' plettede straffeattest og fortid som kriminel. Ingen af tingene var rigtige, men Mike Evans blev alligevel meget påvirket af situationen.

Det værste stød kom nytårsaften sidste år. Pludselig fik Mike Evans en hjerteskærende besked om, at hans lille datter Eva var død. Panikslagen ringede Mike Evans op til sin ekskæreste og Evas mor Alexandra, som afkræftede det og fortalte, at Eva havde det fint. Mike Evans var ude af sig selv. Stalkingen var nået et niveau, hvor den fyldte alt for meget for Mike Evans og Kayleigh Gyde. De gik til politiet, og en ti måneder lang efterforskning tog sin begyndelse.

Efter en lang, nervepirrende ventetid kom politiet med en uventet besked, som trak tæppet væk under Mike Evans. Personen som i alle disse år havde jagtet ham, smadret hans forhold og plantet en nagende mistillid i ham, viste sig at være Alexandra.

Moderen til hans barn, veninden, der troligt havde lagt øre til de mange frustrationer og kæresten , som han troede skulle være den eneste ene. Mike Evans kunne ikke fatte det.

»Hun var min bedste ven, og jeg troede, at jeg skulle være sammen med hende for evigt. Da sandheden kom frem, kunne jeg simpelthen ikke tro det,« fortalte Mike Evans til Mirror.

Sejren ved endelig at kende deres stalkers sande identitet har dog givet parret nyt mod. På Facebook takker Mike Evans familie og venner for den uundværlige støtte.

»Jeg vil sige, at jeg aldrig har været gladere. Jeg elsker livet lige nu og er en meget meget glad Mike. Tak til alle, der har støttet mig. Og til dem, der ikke har støttet mig - nyd mørket,« skriver han på sin Facebook.

I retten tilstod Alexandra alle tre tiltaler om stalking og fik en dom på 24 ugers fængsel betinget i to år. Mike Evans og Kayleigh Gyde bor nu sammen og kæmper for at få forældremyndigheden over lille Eva. Alexandra må ikke kontakte nogen af dem de næste to år.