Da den britiske højrefløjspolitiker og fremmeste brexit-fortaler Nigel Farage onsdag rejste sig op i Europaparlamentet og talte til støtte for den amerikanske præsident Donald Trump, var det ikke hans ord, der tog fokus. Det gjorde derimod det skilt, der blev holdt op lige bag ham.

»Han lyver for dig.«

Det stod der skrevet med store, håndskrevne bogstaver på et stykke papir, mens en pil pegede hen mod Nigel Farage. Hver gang den britiske politiker rejste sig op og talte for Donald Trumps seneste dekret, der begrænser immigrationen til USA og tilgangen af flygtninge fra visse overvejende muslimske lande, blev papiret holdt højt - lige bag den tidligere leder af det britiske nationalkonservative og euroskeptiske parti UK Independence Party (UKIP).

Manden, der holdt papiret i vejret, var den britiske Labour-politiker Seb Dance.

Til engelske The Telegraph fortæller han, at han valgte at gøre det, fordi han var frustreret.

»Jeg holdt skiltet op, fordi jeg er ved at blive frustreret over den manglende udfordring til nationalisme og populisme, og reglerne i Europaparlamentet begrænser mulighederne for at udfordre det,« siger han og tilføjer:

»Vi havde begrænset tid til dagens debat, så jeg protesterede på den eneste måde, jeg kunne på det tidspunkt, hvilket var at gribe et stykke papir, skrive en simpel besked og sætte mig bag Nigel Farage under hans sædvanlige udfald.«

Mens Seb Dance holdt papirer op, sagde Nigel Farage - med ryggen til skiltet - blandt andet:

»Måske er det, vi bør gøre, at være en smule mere konstruktive. Alle os, der sidder her, siger, at vi er demokrater. Tja, her er chancen for at bevise det: Lad os invitere præsident Trump her til Europaparlamentet. Jeg er sikker på, at I som demokrater vil være enige i, at vi har behov for en åben dialog med den nyvalgte mest magtfulde mand i verden. Hvis I kaster en afvisning tilbage i hovedet på mig, så har I vist jer selv som de anti-demokratiske fanatikere, jeg altid har troet, I var.«

Der gik ikke længe, før en kontrollør i Parlamentet blev sendt hen til Seb Dance og forklarede ham, at han ikke måtte vise det skilt.

»Kontrolløren kom over for forsigtigt at sige, at jeg skulle tage mit skilt ned, men jeg formåede at holde det oppe det meste af Farages tale,« siger Seb Dance til The Telegraph.

Siden debatten sluttede, har et andet Europaparlaments-medlem fra UKIP - Bill Etheridge - indsendt en klage over skiltet.

Det vides endnu ikke, om det får nogle konsekvenser for Seb Dance, men flere har på de sociale medier skrevet, at de synes, det var sjovt fundet på.