Førstedamen løb med sejren i den interne konkurrence med Mitt Romneys kone, lyder dommen. Fru Obama får selv konservative kommentatorer til at bøje sig i støvet, og hun udråbes nogle steder som et bud på en kommende præsidentkandidat.

USA: Pas på, Hillary Clinton - Michelle Obama overhaler dig måske i kampen om at blive Demokraternes første kvindelige præsidentkandidat.

Det er ifølge det liberale magasin The New Yorker en reel mulighed, selvom USAs nuværende førstedame flere gange har antydet, at hun ikke har nogen præsidentielle ambitioner på egne vegne. Under alle omstændigheder vurderer The New Yorker og en række andre amerikanske medier, at Michelle Obama gav sin direkte konkurrent til positionen som USAs førstedame, Ann Romney, baghjul.

- I forhold til den svære opgave at menneskeliggøre en finansmand, som har tjent flere hundrede millioner dollar på at tilføje virksomheder gæld og effektivisere, så gjorde fru Romney et beundringsværdigt stykke arbejde. Men fru Obama overstrålede hende, skriver The New Yorker efter Michelle Obamas tale på Demokraternes konvent natten til onsdag dansk tid.

- Så lad os hylde Michelle Obama - en høj, glamourøs, intelligent og stærk datter af »The Windy City« (Chicago, red.), som endelig viste sit sande jeg. Det er meget muligt, at hun mener det, når hun siger, at hun ikke har nogen politiske ambitioner - men efter i aften vil hun altid have muligheden, lyder det i The New Yorker.

Forfatteren Jodi Kantor, der har skrevet en bog om Obama-parret, tror dog ikke på, at Michelle Obama vil forsøge at blive præsident for USA en dag. Hvis det sker, skriver Jodi Kantor på Twitter, »så vil jeg spise min egen bog«.

Den konservative politiske kommentator Jonah Goldberg har også sammenlignet Michelle Obamas tale med Ann Romneys, og han giver ligeledes sejren til Barack Obamas hustru.

- Hun var mere tryg og overbevisende lidenskabelig end Ann Romney, og hun forsvarede ikke blot sin mand, men også hans politik, skriver Jonah Goldberg på sitet The National Review.

Han mener endda, at Michelle Obamas tale kan have held med at overbevise nogle af de såkaldte svingvælgere til at hoppe over på Barack Obamas side - på trods af, at førstedamers taler sjældent rykker vælgere.

The New York Times undlader at kåre en vinder i duellen Michelle vs. Ann, men i en leder skriver avisen, at Michelle Obama havde størst held med at fortælle om sine og sin mands erfaringer med økonomiske vanskeligheder, som mange amerikanere i dag oplever.

Michelle og Barack Obama voksede begge op i familier, der ikke havde meget at rutte med, og da de to begyndte at være kærester, kørte Barack rundt med Michelle i en bil, »der var så rusten, at jeg rent faktisk kunne se asfalten gennem et hul i bildøren«, fortalte Michelle i sin tale.

Til sammenligning slog Ann Romney på, at hende og Mitt i deres ungdom flere gange måtte nøjes med pasta og tun til aftensmad, ligesom deres spisebord bestod af en gammel dør på et par bordbukke.

Dermed vandt Michelle Obama kampen om at relatere bedst til de økonomiske problemer i USA, antyder avisen.