Der er en hel del ting, som den amerikanske præsident Donald Trumps tidligere personlige advokat og 'fikser' - Michael Cohen - fortryder, at han har gjort.

Men særligt én ting fortryder han mere end andet. Nemlig at han løj over for præsidentens hustru, Melania Trump, om ægtemandens påståede affære med pornoskuespillerinden Stormy Daniels.

Det fortalte Michael Cohen onsdag i Repræsentanternes Hus, hvor han lod sig afhøre under ed om blandt andet det, han ved om Trump-kampagnes forbindelser til Rusland under valgkampen i 2016.

Det skriver amerikanske NBC News.

»Han bad mig om at bestikke en pornostjerne, som han havde haft en affære med, og om at lyve til sin kone om det - hvilket jeg gjorde,« fortalte Michael Cohen under høringen.

»At lyve over for førstedamen er noget af det, jeg fortryder mest. Hun er en venlig, god person. Jeg har stor respekt for hende - og hun fortjente det ikke,« tilføjede han.

Derudover forklarede han, at han betalte 130.000 dollars til Stormy Daniels for at få hende til at tie om den påståede affære.

Det er ikke første gang, Donald Trump er blevet beskyldt for at have haft haft en affære med Stormy Daniels tilbage i 2006 og for at have betalt hende penge for at tie om det.

Donald Trump.
Donald Trump. Foto: Chris Kleponis
Vis mere

Selvom hun ikke selv har været meget for at kommentere beskyldningerne, satte Melania Trump alligevel nogle ord på dem tilbage i oktober sidste år i et åbenhjertigt interview med amerikanske ABC News.

»Det er ikke noget, jeg bekymrer mig om eller fokuserer på. Jeg er mor og førstedame, og jeg har meget vigtigere ting at tænke på,« fortalte hun.

På spørgsmålet om, hvorvidt alle historierne om den påståede affære har såret hende, svarede hun:

»Det er selvfølgelig ikke altid lige rart, men jeg ved, hvad der er rigtigt og forkert, og hvad der er sandt og ikke sandt.«

Michael Cohen menes at være en af dem, der kender Donald Trump allerbedst.

I 2007 blev han forretningsmandens personlige advokat, og han arbejdede tæt sammen med ham i et årti - ikke blot som advokat, men også som såkaldt 'fikser'.

Deres tidligere varme forhold til hinanden har dog ændret sig til iskoldt, og under den åbne høring blev Donald Trump udsat for et bombardement af alvorlige anklager og beskyldninger om alt fra lovbrud og løgne til racisme og utroskab.

Der er dog mange, der sår tvivl om, hvorvidt man kan stole på det, Michael Cohen beskylder præsidenten for.

Michael Cohen under høringen onsdag.
Michael Cohen under høringen onsdag. Foto: SHAWN THEW
Vis mere

Blandt andet fordi advokaten er dømt for at lyve.

Til maj vil Michael Cohen begynde afsoningen af en tre år lang fængselsstraf, efter han i december blev dømt for blandt andet at have løjet for Kongressen om, hvornår Trump-organisationen forhandlede med russerne om at opføre et Trump Tower i Moskva.

Efter han blev kendt skyldig har han valgt at samarbejde med anklageren Robert Mueller, der er i gang med en større undersøgelse af Trump-kampagnens mulige forbindelser til Rusland.

Under onsdagens høring blev han derfor fra republikanernes side beskyldt for at sprede løgne om præsidenten.

Michael Cohen holdt dog fast i, at han nu fortæller sandheden:

»Jeg gjorde det samme, som I gør nu, i ti år. Jeg beskyttede hr. Trump i ti år,« fortalte han onsdag og fortsatte:

»Jeg kan kun advare om, at folk, der følger Trump blindt, som jeg gjorde, vil lide de samme konsekvenser, som jeg gør.«

Præsidentens kontor i Det Hvide Hus har flere gange afvist Michael Cohens påstande.

ARKIVFOTO af Stormy Daniels.
ARKIVFOTO af Stormy Daniels. Foto: ROBERTO SCHMIDT
Vis mere