»Det er så svært at tro. Hele vores turistgruppe stod helt bogstaveligt ved kanten til krateret ikke mere end 30 minutter før.«

Mandag gik en vulkan på den populære turistdestination White Island i New Zealand pludselig i udbrud - og en af de sidste, der havde opholdt sig på øen, var Michael Schade.

På Twitter skriver han, at sammen med sin familie havde været på øen ganske kort tid før, udbruddet gik i gang.

»Min familie og jeg tog væk fra øen 20 minutter før, vi ventede i vores båd på at sejle væk, da vi så det,« skriver Michael Schade, der på Twitter oplyser, at han bor i San Francisco.

»Vores bådtur hjem, hvor vi tog os af folk, var ubeskrivelig,« skriver han videre, ligesom han har delt flere videoer fra øen.

Mindst fem personer er døde, efter vulkanen på White Island, der ligger omkring 50 kilometer fra østkysten af New Zealands nordlige ø, gik i udbrud.

Derudover savnes et endnu ukendt antal mennesker på øen.

I en udtalelse oplyser politiet i New Zealand, at færre end 50 personer menes at have været til stede på øen, da udbruddet gik i gang.

På Twitter skriver Michael Schade videre, at den båd, han befandt sig i, samlede andre folk op, der havde været på øen.

»Det er så svært at tro. Hele vores turistgruppe stod helt bogstaveligt ved kanten til krateret ikke mere end 30 minutter før. Mine tanker går til familierne til dem, der endnu savnes, til de folk, der modtager behandling, og til redningsarbejderne,« skriver han.

Vulkanen gik efter flere ugers rumlen i udbrud mandag eftermiddag kort efter klokken to lokal tid.

I november hævede myndighederne alarmniveauet for udbrud på White Island til to, fordi forskere havde observeret stigende mængder af svovldioxid - en hovedindikator for stigende magma dybt inde i vulkanen, skriver New Zealand Herald.