De første seks måneder af 2019 har været de mest drabelige i Mexicos historie, viser ny opgørelse.

Antallet af drab i Mexico i årets første seks måneder slår rekord.

Ifølge officielle tal fra de mexicanske myndigheder blev 14.603 mennesker dræbt mellem januar og juni.

Det er en stigning i forhold til samme periode sidste år, hvor 13.985 blev dræbt i det latinamerikanske land med omkring 126 millioner indbyggere.

Der er dermed tale om det drabeligste halvår i Mexicos historie.

Til sammenligning blev der i samme periode i Danmark dræbt 31 mennesker ifølge Ekstra Bladet.

Det vil svare til omkring 0,5 drab per 100.000 indbyggere i Danmark det første halvår af 2019, mens tallet lyder på omkring 12 drab per 100.000 indbyggere i Mexico.

Med stigningen er 2019 samtidig godt på vej til at blive det drabeligste år nogensinde i Mexico, hvor regeringen og militæret i årevis har ført en aggressiv kurs mod landets mange berygtede narkokarteller.

I 2018 blev den nuværende rekord sat med hele 29.111 dræbte.

De voldsomme drabstal lægger yderligere pres på regeringen og præsident Andres Manuel Lopez Obrador, der har gjort bekæmpelse af narkokartellerne til en af sine højeste prioriteter.

Den venstreorienterede Lopez Obrador, der blev valgt i 2018, har beskyldt tidligere regeringer for at forværre volden.

Han slog sig i valgkampen op på at adressere problemet ved at rydde ud i korruption og mindske den sociale ulighed i Mexico.

- Socialpolitik er meget vigtigt. Vi er enige om, at nye indsatser her vil have positive effekter. Men først på længere sigt, siger Francisco Rivas, der leder organisationen National Citizen Observatory, der overvåger sikkerhedssituationen i Mexico, til nyhedsbureauet Reuters.

Han kalder samtidig voldsproblemet for den helt store test af Lopez Obradors nye strategi.

I sidste måned lancerede regeringen en ny militariseret udgave af den mexicanske nationalgarde, der blandt andet skal hjælpe lokalt politi med at bekæmpe kartellerne.

/ritzau/Reuters