Joaquin "Chapo" Guzman er flygtet flere gange, og nu vil Mexico hurtigst muligt udlevere ham til USA.

Los Mochis: Mexicos regering arbejder på at sende Joaquin "Chapo" Guzman til USA, som har krævet den fængslede narkobaron og udbryderkonge udleveret til retsforfølgelse.

En kilde tæt på sagen siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at "målet er at efterleve kravet om udlevering".

Guzman, som forleden blev fanget igen, står anklaget for flere kriminelle forhold i USA, og kilden vurderer, at det kan ske i løbet af sommeren.

Narkobaronen har smuglet milliarder af dollar ind i USA, og han har ifølge den amerikanske anklagemyndighed tusinder af liv på samvittigheden som følge af narkoafhængighed og bandevold.

En af narkobagmandens advokater, Juan Pablo Badillo, siger, at Guzman ikke kan udleveres til USA.

- Efter forfatningen hverken kan eller skal han udleveres til noget land, siger Badillo til den mexicanske tv-kanal Milenio.

- Fordi han er mexicaner, og Mexico har gode love og en retfærdig forfatning. Der er fuld tillid til fængslernes autoritet, siger Badillo.

USA krævede Guzman udleveret i juni sidste år. Det skete, blot uger før Guzman på spektakulær vis flygtede fra sin fængselscelle via en lang underjordisk tunnel.

Narkobaronen blev forleden pågrebet efter en skudepisode med mexicanske marinesoldater i byen Los Mochis i delstaten Sinaloa.

I sammenstødet blev fem mennesker angiveligt dræbt, og en marinesoldat blev såret.

Det er ikke første gang, at 58-årige Guzman, hvis Sinaloa-kartel har smuglet stoffer til det meste af verden, har været på flugt.

I 2001 lykkedes det ham at flygte fra et fængsel ved at gemme sig i en vogn med vasketøj. Men efter 13 år på flugt blev han anholdt i 2014.

- Kriminelle som Guzman Loera bærer skylden for, at hundreder ton forbudte stoffer årligt smugles ind i USA og for ufattelige mængder vold og dødsfald i vores land og i resten af verden, skriver det amerikanske udenrigsministerium.

/ritzau/Reuters