237 nye dødsfald som følge af Covid-19 bringer det samlede antal virusofre i Mexico op på 10.167.

Mexico har som det syvende land i verden registreret over 10.000 dødsfald som følge af coronavirus. Det sker efter 237 nye Covid-19-dødsfald mandag.

Det oplyser landets sundhedsministerium natten til tirsdag dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Meldingen kommer, samtidig med at Mexico gradvist begynder at åbne sin økonomi igen.

- I dag indledte vi produktion relateret til bilindustrien, minedrift og byggesektoren, sagde Mexicos præsident, Andres Manuel Lopez Obrador, tidligere mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi er nødt til at bevæge os frem mod det nye normale, fordi det er nødvendigt for vores nationale økonomi og vores befolknings velbefindende, tilføjede han under et et besøg i staten Quintana Roo, hvor det populære feriested Cancun ligger.

Fra næste uge vil turistsektoren også blive genåbnet, oplyste præsidenten.

Mexico lukkede stort set al økonomisk aktivitet ned den 23. marts. Forinden var præsidenten blevet kritiseret for ikke tidligere at have gennemført en nedlukning.

I alt er 10.167 døde som følge af coronavirus i Mexico, fremgår det af mandagens opdatering fra sundhedsministeriet.

I forhold til indbyggertallet på godt 126 millioner svarer det samlede antal døde til lidt over 80 personer per en million. Det er lidt lavere end i Danmark.

USA topper den globale liste over flest døde med godt 105.000. Derefter følger Storbritannien med knap 40.000 og Italien med næsten 33.500.

Brasilien, Frankrig og Spanien har alle registreret mellem cirka 27.000 og 30.000 dødsfald.

/ritzau/