Borgmester i Mexico City Claudia Sheinbaum vil oprette et offentligt register over dømte sexforbrydere.

Der er erklæret undtagelsestilstand i Mexico City som følge af vold mod kvinder.

Det siger byens borgmester, Claudia Sheinbaum, torsdag.

Hun håber, at et så radikalt skridt vil gøre problemet mere synligt.

- Alle i denne by er nødt til at sige stop, skriver hun i en erklæring ifølge nyhedsbureauet dpa.

Som en del af kampagnen vil Claudia Sheinbaum fremlægge et lovforslag om at oprette et offentligt register over dømte sexforbrydere.

Ifølge officielle tal blev flere end 150 kvinder dræbt i Mexico City i løbet af årets første ni måneder. 40 af disse blev dræbt, alene fordi de var kvinder, oplyser myndighederne.

Frem til slutningen af september havde der desuden været 527 alarmopkald om voldtægt.

Mellem oktober 2018 og oktober 2019 er antallet af voldtægtsforsøg steget med ti procent. Dette skyldes dog også, at byen har ansat flere kvindelige advokater til at rådgive kvinder og støtte dem i at anlægge sag an mod deres overfaldsmænd, oplyser Sheinbaum.

Den 57-årige miljøforsker overtog borgmesterposten i Mexico City for næsten et år siden som den første kvinde nogensinde.

Med omkring ni millioner indbyggere i byområdet og flere end 20 millioner i hele hovedstadsområdet er den mexicanske hovedstad en af verdens største byer.

Siden 2015 har 18 andre byråd på tværs af Mexico erklæret en lignende undtagelsestilstand som følge af den omfattende vold mod kvinder.

Tilbage i august gik hundredvis af kvinder på gaden i Mexico City indhyllet i lyserød spraymaling og glimmer.

Her protesterede de mod politiet i Mexico, som i løbet af de seneste måneder er blevet anklaget for en række voldtægter og seksuelle overgreb mod kvinder i landet.

Blandt andet har en domstol i Mexico City indledt en sag mod en politibetjent, der anklages for at have voldtaget en 16-årig pige på et museum i byen.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

I en anden sag har en 17-årig pige anklaget fire betjente for at have voldtaget hende i en politibil.

/ritzau/