Statsminister Mette Frederiksen vil ikke svare på, om Danmark sender kampfly til Ukraine.

Der er behov for at sende flere militære donationer til Ukraine, siger statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag formiddag, da hun ankommer til et EU-topmøde i Bruxelles.

»Der er behov for yderligere sanktioner, og der er behov for yderligere militær støtte, som vi også er i fuld gang med fra dansk side. Det er på toppen af alles dagsorden.«

»Ukraine skal vinde den her krig. Det kan Ukraine ikke gøre alene. Det kan Ukraine kun gøre, hvis vi vedholdende bliver ved med at støtte,« siger Mette Frederiksen.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, der torsdag også er i Bruxelles, har i den seneste tid med fornyet kraft presset på for at få flere våben – særligt kampfly – til den ukrainske hær.

Adspurgt, om der er mulighed for, at Danmark sender kampfly til Ukraine, svarer Mette Frederiksen:

»Jeg kommer ikke til at stå og pege enkelte donationer ud og sige: 'Her kan tingene lade sig gøre, og her kan de ikke'.«

»Vi snakker med ukrainerne om rigtigt mange ting. Jeg kommer ikke til at citere fra de drøftelser.«

/ritzau/