Asia Argento mener, at anklager om, at hun skulle have voldtaget en 17-årig, er en del af en hetz mod hende.

Rom. Den italienske skuespiller og MeToo-frontkvinde Asia Argento afviser at have begået et seksuelt overgreb mod en mindreårig teenager i 2013.

Hun kalder derimod anklagerne for en del af "en langvarig hetz" mod hende, skriver nyhedsbureauet AFP.

The New York Times skrev i søndags, at Argento har aftalt at betale 380.000 dollar til skuespiller Jimmy Bennett, som anklager hende for at have begået et seksuelt overgreb mod ham, da han var 17 år, og hun var 37.

Avisen forsøgte forgæves at få en kommentar fra Argento. Hun har efterfølgende udsendt en meddelelse, hvori hun afviser alle anklager.

- Jeg benægter og modsætter mig på det kraftigste anklagerne i The New York Times artikel, som har cirkuleret i nationale og internationale medier, lyder det i meddelelsen.

- Jeg er dybt chokeret og såret over at have læst disse nyheder, som er fuldstændigt falske. Jeg har aldrig haft et seksuelt forhold til Bennett, skriver hun videre.

Asia Argento var en af de første til offentligt at anklage produceren Harvey Weinstein for seksuelle overgreb og har dermed gjort sig til en af frontkvinderne i den verdensomspændende MeToo-kampagne.

I artiklen i New York Times anklages hun for selv at have begået et seksuelt overgreb mod den 20 år yngre Bennett, som hun i 2013 skulle have inviteret ind på et hotelværelse og forgrebet sig på.

Ifølge avisen har hun efterfølgende indgået en aftale om betaling med Bennett omkring oktober sidste år, da beskyldningerne for alvor begyndte at rulle imod Weinstein.

Men i meddelelsen skriver Argento nu, at Bennett derimod kontaktede hende og hendes nu afdøde kæreste, den berømte kok Anthony Bourdain, i et forsøg på at få penge fra dem, skriver Reuters.

Argento skriver, at Bennet var "i voldsomme økonomiske problemer", og at Bourdain vurderede, at Bennet var "farlig".

Derfor overtalte Bourdain Argento til at betale pengene med det formål, at Bennett ikke længere skulle genere parret, skriver Argento.

Politiet i Los Angeles vil nu undersøge anklagerne mod Argento.

/ritzau/