September har fået en varm start.

Faktisk så varm, at tusindvis af mennesker i det nordlige Californien er blevet beordret til at lade sig evakuere på grund af en voldsom naturbrand.

Det skriver Dagbladet.

Skovbranden har spredt sig over mere end 1.000 hektar, og den er opstået grundet den ekstreme varme, der hærger i Californien i øjeblikket, og som kaldes den hidtil »mest intense hedebølge i år.«

Foto: FRED GREAVES
Vis mere

Enkelte steder forventes det, at temperaturerne vil stige til op mod 43 grader.

»September har fået en varm start i den vestlige del af landet med rekordhøje temperaturer og brande, der forventes at sprede sig,« skriver det amerikanske meteorologiske institut NWS i sin daglige opdatering.

I den forbindelse har myndighederne åbnet 150 såkaldte 'kølehuse'. De er etableret på biblioteker, parker og ældreboliger. Centrene er udstyret med køleanlæg og kolde drikke, og de har åbnet i dagtimerne.

Varmen ventes at vare et godt stykke ind i næste uge. Læger advarer i den forbindelse mod den stress, som varmen kan give kroppen.

Den ekstreme varme giver anledning til bekymring for, at elnettet vil blive overbelastet, at brandfolk besvimer af hedeslag, og at hjemløse uden mulighed for at søge ly for varmen vil blive hårdt ramt.

Myndighederne er især bekymrede over, at de, der skal arbejde udenfor, og de hjemløse bliver udsat for sygdom og død i forbindelse med den ekstreme varme.