Tysklands indenrigsminister, Horst Seehofer, siger fredag, at han ikke vil ændre sin opfattelse af islam, efter at han indirekte er blevet irettesat af forbundskansler Angela Merkel for en kontroversiel udtalelse om religionen.

Seehofer, der leder de kristelige demokrater i Bayerns CSU - et søsterparti til Merkels CDU - blev indsat som indenrigsminister tidligere på måneden, da en aftale om en ny stor regeringskoalition kom på plads.

Seehofer skabte interne spændinger i det skrøbelige regeringssamarbejde, da han for en uge siden sagde til dagbladet Bild, at »islam hører ikke til« i Tyskland.

Dette medførte, at Merkel i sin første regeringstale i Forbundsdagen i sin fjerde embedsperiode erklærede, at »islam er blevet en del af Tyskland.«

Derefter har Seehofer i et interview med nyhedsmagasinet Der Spiegel givet udtryk for en vis trods.

»Jeg vil ikke ændre min politik meget,« siger han i et interview med nyhedsmagasinet, som skriver, at Seehofer 'er dybt ærgerlig' over, at Merkel har modsagt ham.

Tyskland er hjem for over fire millioner muslimer - deriblandt mange tyrkere, som har boet i forbundsrepublikken i årtier. Desuden er der ankommet et stort antal flygtninge og migranter i de seneste år - blandt andet fra Syrien og Irak.

Seehofer har længe været i opposition til Merkel i spørgsmål vedrørende indvandring.

CSU-lederen var ikke selv en del af den tidligere regering.

Men han står nu i spidsen for det magtfulde indenrigsministerium, der er blevet omstruktureret til også at omfatte en plan for et særligt 'Heimat' eller hjemstavnsministerium.

Det udspil er blevet kaldt »kitsch« eller et udtryk for »nationalisme«, som skal kapre vælgere fra det nationalkonservative højreparti AfD.

Seehofer, som gentagne gange vendte sig mod Merkel med kritik under flygtningekrisen i 2015, frygter, at CSU vil tabe terræn til AfD ved et delstatsvalg i Bayern i oktober.

Indenrigsministeren har også fået kritik af de socialdemokratiske partnere i SPD, som beskylder ham for at misbruge sin post som indenrigsminister til at føre en regional valgkamp.

/ritzau/Reuters