Annegret Kramp-Karrenbauer, som leder CDU efter Merkel, er i stormvejr i strid om ytringsfrihed.

Annegret Kramp-Karrenbauer, som er kørt i position til at overtage efter forbundskansler Angela Merkel, er kommet i politisk modvind i en sag om ytringsfrihed.

Som partileder for de konservative kristelige demokrater i CDU kritiseres hun for en udtalelse, hvor hun synes at lægge op til en begrænsning af ytringsfriheden på internettet.

Annegret Kramp-Karrenbauer, der ofte blot kaldes "AKK", blev valgt som ny CDU-leder sidste år, da Merkel trådte tilbage fra posten. Dermed er hun topkandidat til at overtage posten for forbundskansler, når Merkel i 2021 træder tilbage.

Hendes reaktion på en kampagne, hvor 70 fremtrædende Youtube-profiler forud for EU-valget opfordrede deres følgere til at straffe CDU og det socialdemokratiske SPD for de to regeringspartiers klimapolitik, har imidlertid vakt opsigt og ført til hård kritik.

En timelang video, hvor den populære blogger Rezo kritiserer de to store regeringspartier, blev set over 12,7 millioner gange.

Kramp-Karrenbauersagde mandag, at hun undrer sig over, hvad der ville være sket, hvis 70 aviser havde udsendt et lignende opråb to dage før et valg.

- Det ville have været tydelige propaganda, og jeg tror, at det ville have ført til en meget livlig debat. Så spørgsmålet er, hvordan reglerne fra den analoge tidsalder skal tillempes den digitale æra?

Denne udtalelse er stødt på voldsom kritik fra både medier, netaktivister og etablerede politikere. Annegret Kramp-Karrenbauer afviser, at hun vil begrænse ytringsfriheden.

- Men vi må tale om, hvilke regler, der skal gælde under valgkampe, skriver hun på Twitter.

Men hendes kritikere siger, at grundlaget for ytringsfriheden er forfatningen, og at den gælder for alle medier.

/ritzau/Reuters