EU's flygtningeaftale med Tyrkiet skal være model for lignende aftaler med lande i Nordafrika, mener Merkel.

Berlin. Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, vil have bedre styr på flygtningestrømmene mod Europa.

Derfor ønsker hun sig flere flygtningeaftaler i stil med den, EU-landene har indgået med Tyrkiet.

Det siger hun i et interview med avisen Passauer Neue Presse.

- Vi bliver nødt til at indgå lignende aftaler med andre lande, for eksempel i Nordafrika, for at få bedre kontrol over flygtningeruterne midt i Middelhavet, siger hun til avisen.

EU's aftale med Tyrkiet, der blev indgået på et topmøde 18. marts, går ud på at sende de flygtninge og migranter, der er ankommet til de græske øer, retur til Tyrkiet.

For hver syrisk flygtning, der sendes tilbage til Tyrkiet fra de græske øer uden asyl, skal EU tage en anden syrisk flygtning fra en lejr i Tyrkiet og genhuse vedkommende i EU.

Siden aftalen blev indgået, har over tusind syriske flygtninge fået ophold i Europa. I Grækenland er antallet af nytilkomne flygtninge faldet markant.

Med aftalen har EU lovet Tyrkiet at sætte mere fart på udbetalingen af tre milliarder euro (22,5 milliarder kroner) til projekter til fordel for syriske flygtninge i Tyrkiet.

EU har stillet yderligere tre milliarder euro i udsigt, når den første pulje er brugt.

Desuden kan tyrkiske statsborgere få visumfri adgang til EU fra udgangen af juni, hvis ellers Tyrkiet lever op til i alt 72 krav fra EU's side, herunder reform af en kontroversiel antiterrorlov.

/ritzau/dpa