USA's præsident forsøger at så tvivl om Tysklands officielle statistiske oplysninger i strid om indvandring.

Meseberg, Tyskland. Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, afviste tirsdag klart en påstand fra USA's præsident, Donald Trump, om, at indvandring har fået kriminaliteten til at stige i Tyskland, selv om officielle tal viser det modsatte.

- Mit svar er, at indenrigsministeren for nylig fremlagde statistikker over kriminaliteten, og de taler for sig selv, siger Merkel, der blev bedt om en reaktion på Trumps udtalelser, da hun tirsdag holdt en fælles pressekonference med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

Trump hævdede mandag, at "kriminaliteten i Tyskland er stigende."

- Stor fejltagelse i hele Europa at tillade millioner af mennesker at komme ind, som meget stærkt og voldeligt har ændret deres kultur, sagde han.

Kriminaliteten er faldet i Tyskland. Det tyske indenrigsministerium rapporterede i sidste måned, at antallet af straffelovsovertrædelser i 2017 var på i alt 5,76 millioner - det laveste siden 1992.

Over 1,6 millioner migranter - overvejende muslimer - på flugt fra krige i Mellemøsten er kommet til Tyskland siden 2014.

Men Trump gentog tirsdag sin påstand og forsøgte at skabe tvivl omkring den officielle tyske statistik.

- Kriminaliteten i Tyskland er steget 10 procent, siden landet tog imod indvandrerne (embedsmændene ønsker ikke at offentliggøre oplysninger om disse forbrydelser), skrev Trump i en opdatering på det sociale medie Twitter.

Udtalelserne fra den amerikanske præsident har været benzin på bålet i Merkels konservative bagland, hvor diskussioner om indvandring har skabt stærke spændinger.

Merkel og hendes indenrigsminister, Horst Seehofer fra det bayerske CSU-parti, nåede mandag til enighed om en tænkepause i den dybe strid, mens der søges en løsning på migrantspørgsmålet på EU-plan.

/ritzau/AFP