Tyskland oplever en bekymrende antisemitisme, som staten må skride resolut ind over for, siger kansler Merkel.

Antisemitismen er i fremgang i Tyskland, og det er nødvendigt for den tyske stat at skride målrettet ind mod racisme, fremmedfrygt, jødehad og social udelukkelse.

Det siger den tyske forbundskansler, Angela Merkel, i en tale på årsdagen for Krystalnatten.

Fredag markerer Tyskland, at det er 80 år siden, at nazisternes jødeudryddelse for alvor begyndte.

Hundredvis af synagoger og jødiskejede forretninger blev plyndret og stukket i brand. Titusinder af jøder blev deporteret og mindst 100 - men muligvis op mod 1300 - jøder blev dræbt i den forfølgelse, der begyndte 9. november 1938.

- I dag er der et blomstrende jødisk liv i Tyskland igen, siger Merkel i sin tale i Berlins største synagoge fredag.

- Men samtidig oplever vi en bekymrende antisemitisme, der truer jødisk liv i vores land og andre steder i verden, der betragtes som sikre.

Merkel nævner blandt andet angreb mod jøder, der bærer den traditionelle jødiske hovedbeklædning, en såkaldt kippa.

Også visse højreorienterede personers angreb mod en jødisk restaurant i byen Chemnitz i august er skræmmende, siger kansleren.

Denne type antisemitiske forbrydelser giver "dårlige minder om begyndelsen på jødeforfølgelsen i 1930'erne", siger Merkel.

- Staten må handle resolut og konsekvent mod spot, social udelukkelse, antisemitisme, racisme og højrefløjsekstremisme, siger Merkel.

/ritzau/dpa