Et gammelt ordsprog lyder, at 'man må lide for skønheden'. Men at dø for den er straks noget andet.

I USA og Mexico har myndighederne slået alarm efter at have konstateret udbrud af farlig svampe-meningitis forbundet med skønhedsoperationer i Mexico.

Det skriver BBC.

Foreløbig er to amerikanere døde af svampe-meningitis efter at have gennemgået en skønhedsoperation i Mexico.

De amerikanske sundhedsmyndigheder har yderligere identificeret 25 personer med 'mistænkte' eller 'sandsynlige' tilfælde af svampe-meningitis, der også kaldes hjernehindebetændelse.

To skønhedsklinikker i den mexicanske by Matamoros er blevet lukket af landets myndigheder, og næsten 400 tidligere patienter i USA og Mexico er under sygdomsovervågning.

Det farlige meningitisudbrud stammer muligvis fra inficeret bedøvelsesmedicin, og begge lande opfordrer verdenssundhedsorganisationen (WHO) til at erklære en nødsituation for folkesundheden på grund af udbruddet.

Kosmetisk turisme er stort i Mexico, og særligt mange amerikanere rejser dertil for at spare penge på kosmetiske procedurer såsom fedtsugning, brystforstørrelse og brasiliansk numseløft, som alle kræver en indsprøjtning af et bedøvelsesmiddel i området omkring rygsøjlen.

Ifølge BBC oplyser en talsperson for de amerikanske sundhedsmyndigheder, at der i øjeblikket er mangel på anæstesimedicin i Mexico. Det betyder, at der kan være potentiale for et sort marked, som kan have forurenet den medicin, der har været anvendt på de to skønhedsklinikker.

Det mest almindelige tidlige symptom på svampe-meningitis er hovedpine, efterfulgt af symptomer som feber, opkastning, nakkesmerter og sløret syn.

Svampe-meningitis er ikke smitsom og kan behandles med svampedræbende medicin – men den kan hurtigt blive livstruende, når først symptomerne opstår.

WHO erklærer en nødsituation for folkesundheden, når en sygdom breder sig mellem lande, og en koordineret international indsats kan være påkrævet for at bringe den under kontrol.