»Vi har i øjeblikket ikke noget effektivt forsvar mod dem.«

En større sending af ballistiske missiler kan angivelig være på vej til Rusland – og det er noget, der vækker frygt i Ukraine.

Det skriver CNN.

Tirsdag kunne det amerikanske medie på baggrund af anonyme kilder viderebringe oplysninger om, at Iran – angivelig – er ved at forberede sig på at sende omkring 1.000 yderligere angrebsvåben til Rusland.

Arkivfoto af Vladimir Putin.
Arkivfoto af Vladimir Putin. Foto: SERGEJ BOBYLEV / KREMLIN POOL /
Vis mere

Blandt de våben skulle der efter sigende være såkaldte kamikazedroner og ballistiske missiler.

Særligt sidstnævnte skaber nu bekymring og frygt.

På et pressemøde i Kyiv advarede Yuriy Ihnat, der er talsperson for Ukraines luftforsvar, om missilerne, som ifølge ham vil have en så stor rækkevidde, at de russiske styrker vil kunne angribe hvor som helst i Ukraine:

»Der er stor sandsynlighed for, at de vil blive leveret til nord for den ukrainske grænse, hvorfra de kan blive affyret for at true hele Ukraine,« siger han ifølge CNN.

Han forklarede, at de ukrainske styrker vil tage »alle forholdsregler og midler« i brug for at beskytte landet mod missilerne, men han advarede samtidig om, at luftforsvaret mod dem ikke er særligt effektivt:

»(Vi) har i øjeblikket ikke noget effektivt forsvar mod disse missiler. Det er en teoretisk muligt at skyde dem ned, men det er meget svært at gøre med de midler, vi har lige nu,« siger han og tilføjer:

»Vi har et luftforsvar, ikke et missilforsvar.«

Det er ikke første gang, at Iran er blevet beskyldt for at levere våben til Rusland. Tidligere på efteråret blev iranerne også anklaget for at have leveret flere hundrede såkaldte kamikazedroner, der eksploderer, når de rammer deres mål, til russerne.

Iran har dog hele tiden afvist at skulle have forsynet Rusland med våben.

Meldingerne om, at nye iranske våben kan være på vej til Rusland, er ikke bekræftet af officielle kilder.