Torsdag aften er der meldinger om en eksplosion i det centrale Malmø.

Det skriver flere svenske medier, heriblandt Aftonbladet.

»Noget er eksploderet, detoneret, og der er skader på en dør til en ejendom på gaden. Selv vinduerne på stedet er knust,« siger Stephan Söderholm fra politiet i region Syd til Aftonbladet.

Teamleder ved SOS Alarm, Anders Westerlund, oplyser til Expressen, at ingen personer er kommet til skade. Alligevel er redningstjenester også alarmeret om braget.

Politiet havde tidligere afspærret området omkring Rundelsgatan i det centrale Malmø, hvor braget blev hørt, men omkring klokken 21.40 er de ophævet igen, skriver Expressen.

Der er dog fortsat ingen meldinger om, hvad der forårsagede den angivelige eksplosion.

»Vi har tjekket hver bil i området, men der er ingen tilbageholdte,« siger Stephan Söderholm til Expressen.

Også onsdag oplevede man i Malmø en eksplosion tæt på politistationen i byen. Heller ikke onsdag kom nogen til skade. Ifølge Aftonbladets oplysninger var der tale om et 'håndgranat-angreb'.

I forbindelse med eksplosionen ved politistationen gik Politiet i Skåne ud med en kommentar. Her kaldte man eksplosionen for et 'fuldstændig uacceptabelt angreb mod politiet'.

»At endnu en politistation i region Syd er blevet udsat for et attentat er fuldstændig uacceptabelt. Aftenens gerning viser, at vi bliver nødt til fortsat at arbejde intensivt i kampen mod grove forbrydelser. Vi kommer aldrig til at stoppe med at kæmpe mod kriminaliteten,« lød det onsdag fra Carina Persson fra svensk politi.

Politiet vil ikke udtale sig om, hvorvidt der kan være en sammenhæng mellem de to eksplosioner.

»Jeg har ingen idé og kan ikke kommentere på det. Der bliver ofte sprængt ting i Malmø,« siger Eddy Rosander fra svensk politi til Aftonbladet.