Først frygtede Donald Trumps topgeneral, at han ville godkende et angreb på Iran. Så var en milliardærven overbevist om, at Trump ville købe Grønland. Og til sidst overvejede flere topembedsmænd at trække sig.

Kritikpunkterne mod Trump er efterhånden lang.

Og selv hans egen kone, Melania Trump, kritiserer nu sin mand. Det gør hun i en ny bog, der udkommer på tirsdag, som er udarbejdet af The New York Times korrespondent i Det Hvide Hus, Peter Baker, sammen med en journalist og CNN-analytiker Susan Glasser.

Det skriver CNN.

Foto: Kevin Dietsch
Vis mere

I bogen afsløres det blandt andet, at Melania Trump i et telefonopkald med den tidligere New Jersey-guvernør Chris Christie søgte om hjælp til at overbevise sin mand om at tage pandemien mere alvorligt.

»Du ødelægger det her. Det er alvorligt. Det bliver rigtig slemt, og du skal tage det mere seriøst, end du tager det,« har hun angiveligt sagt til Trump.

Også hans mest betroede rådgivere opfordrede ham til at gøre mere. Især i de tidligere dage, hvor Trump virkede ligeglad over krisens alvor.

Foruden Trumps håndtering af corona, beskriver bogen desuden bekymringer blandt Trumps nationale sikkerhedsteam, over, at den daværende præsident ville antænde en konflikt med Iran i de sidste dage af hans præsidentperiode.

I øjeblikket efterforskes Trump desuden for overtrædelse af spionageloven, efter FBI fandt og beslaglagde 33 kasser med over 100 klassificerede dokumenter.