Det har været en hård uge for Melania Trump.

Natten til fredag dansk tid fik hun og 'The Donald' begge konstateret coronavirus.

Men det er ikke kun den potentielt dødelige virus, der bekymrer førstedamen.

Mens hun sidder isoleret i Det Hvide Hus og venter på nyt fra hospitalet, hvor hendes mand lige nu er indlagt, er der dukket gamle afslørende lydoptagelser op i pressen.

Melania Trump har tidligere fået kritik for sin udsmykning af Det Hvide Hus. I år er ingen undtagelse. Allerede inden pynten er offentliggjort raser brugerne på Twitter. (Arkivfoto)
Melania Trump har tidligere fået kritik for sin udsmykning af Det Hvide Hus. I år er ingen undtagelse. Allerede inden pynten er offentliggjort raser brugerne på Twitter. (Arkivfoto) Foto: KEVIN LAMARQUE
Vis mere

Det er hendes tidligere veninde og nært betroede medarbejder Stephanie Winston Wolkoff, som tilbage i sommeren 2018 optog sine samtaler med fru Trump i smug, skriver CNN.

Hvert år er det den amerikanske præsidentfrue, som står for juleudsmykningen af Det Hvide Hus, men på optagelserne giver Trumps bedre halvdel tydeligt udtryk for, at hun er temmelig træt af den tjans.

»Hvem fanden interesserer sig for julen,« siger hun blandt andet.

Førstedamen beklager sig også over, at hun bliver stillet til ansvar for sin mands politik med at adskille forældre og børn ved grænsen mellem USA og Mexico, hvor mange illegalt forsøgte at komme ind i det forjættede land.

Donald og Melania Trump. (Arkivfoto)
Donald og Melania Trump. (Arkivfoto) Foto: MANDEL NGAN
Vis mere

»De siger, jeg er medskyldig. At jeg er ligesom ham, fordi jeg støtter ham. At jeg ikke siger nok. At jeg ikke gør nok her, hvor jeg er,« lyder det fra den dybt frustrerede Melania Trump på optagelserne.

De blev afspillet torsdag aften i CNN-programmet 'Anderson Cooper 360'.

Den politik, Melania Trump hentyder til, er den kontroversielle beslutning, Trump tog tilbage i 2017 om, at mexicanske forældre og børn skulle adskilles ved grænsen. En praksis, der blev brugt fra 2018 til 2019, og som skabte voldsom kritik.

Wolkoff var med til at planlægge Trumps indsættelse, og derefter blev hun en af Melania Trumps nærmeste medarbejdere. De to kvinder kendte hinanden fra New York, hvor de kom i de samme kredse i jetsetmiljøet. De var veninder i mere end 10 år.

Stephanie Winston Wolkoff arbejdede for Trump-parret i flere år. Her ses hun i Trump Tower tilbage i 2016. (Arkivfoto)
Stephanie Winston Wolkoff arbejdede for Trump-parret i flere år. Her ses hun i Trump Tower tilbage i 2016. (Arkivfoto) Foto: Kena Betancur
Vis mere

I 2018 var der anklager mod økonomien i forbindelse med Trumps indsættelse, som angiveligt havde været for dyr. Wolkoff følte, at hun blev ofret og udstillet som syndebuk, og både samarbejdet og venskabet blev afsluttet.

I sommer kom så bogen 'Melania and Me: The Rise and Fall of My Friendship with the First Lady', hvor præsidentfruens tidligere betroede medarbejder afslører en hel del af det, der foregår bag væggene i Det Hvide Hus.

Det fremgår blandt andet, at forholdet mellem Melania Trump og hendes mands yndlingsdatter Ivanka er anspændt.

I denne uge kom så de hemmelige båndoptagelser, som ud over håndteringen af immigrantbørnene som nævnt også handler om juleudsmykningen af Det Hvide Hus i julen 2018. Her så offentligheden en smilende præsidentfrue, som stolt fremviste en overdådigt pyntet præsidentbolig.

Sådan så gangene i Det Hvide Hus ud et år, hvor Melania Trump fik kritik for at forvandle embedsboligen til en scene fra HBO-serien 'The Handmaids Tale.'
Sådan så gangene i Det Hvide Hus ud et år, hvor Melania Trump fik kritik for at forvandle embedsboligen til en scene fra HBO-serien 'The Handmaids Tale.' Foto: MICHAEL REYNOLDS/EPA/RITZAU SCANPIX
Vis mere

Og der var ikke sparet på hverken lyskæder, kugler eller kunstig sne. Faktisk var Trumps embedsbolig klædt i en juledragt, der ville gøre selv Gertrud Sand grøn af misundelse.

Julepynten delte imidlertid vandene, og især på de sociale medier fik præsidentfruen hug for at have en dårlig og vulgær smag.

Udadtil forsvarede hun resultatet, som hun selv hævdede, at hun var stolt af, men nu tyder meget på, at det virkelig var en opgave, hun hadede.

»Jeg knokler røven ud af bukserne på det julehalløj, som du ved, men hvem fanden interesserer sig for det julehalløj og dekorationer? Men jeg bliver nødt til det, ikke?«

En talskvinde for førstedamen har reageret på de lækkede optagelser. Stephanie Grisham siger i en udtalelse, at hun finder tidspunktet for offentliggørelsen mistænkeligt.