KINA: Mere end halv million mennesker er blevet evakueret i Kinas regioner Fujian og Zhejiang på grund af tyfonen »Soulik«. Tyfonen har allerede været skyld i to dødsfald i Taiwan og ramte lørdag Kina med voldsomme vindstyrker og massiv regn, skriver AFP.

Selvom tyfonen var faldet i styrke, da den ramte Fujian i Kina blev er der ifølge landets meteorologiske center blevet målt vindstyrker på op til 118 kilometer i timen. Fra lørdag til søndag forventer man, at der vil falde 18 centimeter regn i løbet af 24 timer i det østlige Kina. Der er imidlertid endnu ingen meldinger om dødsfald i Kina, og »Soulik« er da også gradvist blevet mindre og mindre voldsom.

Ikke desto mindre skyllede ti meter høje bølger ind over havnebyerne Xiamen og Ningde i løbet af lørdag, som på bare et døgn har fået 24 centimeter regn. Det har givet oversvømmelser flere steder.

»Billboards er blevet smadret og træer hevet op med rødderne,« rapporterer nyhedsbureauet Xinhua.

I alt er mere end 500.000 mennesker blevet evakueret i Kina på grund af tyfonen, og man har beordret 5.500 soldater ud til den sydøstlige kyst for at hjælpe civilbefolkningen. Kinesiske myndigheder har desuden opfordret fiskere til at placere deres fiskerbåde på fast grund, indtil de voldsomme vejrforhold er stilnet af. Ifølge Xinhua er 31.000 skibe blevet kaldt tilbage til havn, og talrige flyafgange er aflyst.

Det er imidlertid ikke kun tyfonens ankomst, der har plaget det kinesiske fastland. Mindst 200 mennesker blevet dræbt eller meldt savnet i forbindelse med ekstremt vejr i de seneste dage.

Jordskred og oversvømmelser dræbte alene 31 personer i Sichuan-regionen torsdag, og mere end to millioner mennesker menes at være påvirket på den ene eller anden måde af situationen i området.

De seneste dages vejr vil ifølge embedsmænd komme til at koste knap 200 millioner kroner alene i byen Zhejiang, skriver kinesiske medier.