»Et skakspil med døden.«

Det var en slet skjult trussel om atomkrig, der kom fra den tidligere russiske præsident, Dmitrij Medvedev, på det sociale medie Telegram lørdag.

Det skriver Newsweek og Sky News.

Her skrev Medvedev direkte, at det vil få fatale konsekvenser, hvis Vesten forsøger at udnytte krigen i Ukraine til at presse Rusland.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: Yekaterina Shtukina
Vis mere

»Sådanne forsøg er meget farlige og må ikke undervurderes,« lød det fra den næstkommanderende i det russiske sikkerhedsråd og Putins tro væbner.

Medvedev mener nemlig, at Vesten går efter at skubbe Rusland i retning mod opløsning.

»Disse drømmere ignorerer den selvindlysende sandhed: En kraftig opløsning af en atommagt er altid et skakspil med døden, hvor det er kendt præcis, hvad det vil indebære at blive skakmat: Dommedag for menneskeheden.«

Den tidligere præsident skrev sit opslag umiddelbart efter begravelsen af Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov.

Dmitry Medvedev ved Mikhail Gorbachevs kiste lørdag.
Dmitry Medvedev ved Mikhail Gorbachevs kiste lørdag. Foto: SPUTNIK
Vis mere

»Vesten vil gerne udnytte den militære konflikt i Ukraine til at skubbe vores land til en ny opløsning. De vil gøre alt for at lamme Ruslands statsinstitutioner og fratage landet effektiv kontrol, som det skete i 1991,« skrev Medvedev med henvisning til Sovjetunionens opløsning.

Det er langt fra første gang i løbet af det seneste halve års tid, at Rusland truer Vesten og NATO med, at krigen i Ukraine hurtigt kan udvikle sig til Tredje Verdenskrig.

I april var det udenrigsminister Sergej Lavrov, der talte om »reel fare« for Tredje Verdenskrig.