Den tidligere russiske præsident Dmitrij Medvedev er kendt for sin uforsonlige og konfrontatoriske holdning til både Ukraine og Vesten.

Nu kommer han – igen – med en opsigtsvækkende udtalelse.

Medvedev hævder, at britiske embedsmænd – såvel militære som civile – er legitime mål for Rusland.

Det skyldes, at Storbritannien – ifølge Medvedev – er en »evig fjende«, som udkæmper en »ikkeerklæret krig mod Rusland«.

Han anklager også Storbritannien for at »agere som Ukraines allierede« ved at forsyne landet med våben og specialister.

»Når det er tilfældet, kan alle dets offentlige embedsmænd (enten militære eller civile som faciliterer krigen, red.) betragtes som et legitimt militært mål,« skriver Medvedev på Twitter.

Udtalelsen kommer, efter Storbritanniens udenrigsminister, James Cleverly, har sagt, at Ukraine er i sin gode ret til at foretage angreb mod Rusland i bestræbelserne på at afværge den russiske invasion.

Dmitrij Medvedev var præsident for Rusland fra 2008 til 2012. 

I dag er han viceformand for Ruslands Sikkerhedsråd – og en ivrig krigshøg på de sociale medier. Medvedev er ifølge flere eksperter ikke en del af Vladimir Putins inderkreds.

Du kan følge udviklingen i Ukraine-krigen i vores liveblog, som du finder HER.