Vicejustitsminister Rosenstein er stadig på posten og garant for Rusland-undersøgelse. Han mødes torsdag med Trump.

Præsident Donald Trump vil torsdag mødes med USA's vicejustitsminister, Rod Rosenstein, oplyser Det Hvide Hus

Sådan er meldingen i de amerikanske medier efter nogle timer med heftige spekulationer om, at Rosenstein var fyret.

Han er altså stadig vicejustitsminister, siger kilder.

I den egenskab har han været nøglefigur i den Rusland-undersøgelse, som den særlige anklager og tidligere FBI-chef Robert Mueller står i spidsen for.

Forholdet mellem Trump og Rosenstein er iskoldt. Det har fået dele af USA's presse til at gætte på, at en fyring af vicejustitsministeren er lige op over.

Mange medlemmer af Kongressen er bekymret for, at en fyring af Rosenstein vil føre til en afsættelse af Mueller.

Han undersøger, om der var en forbindelse mellem Rusland og Trumps valgkampagne i 2016.

Trump befandt sig mandag i New York, hvor han skal deltage i FN's Generalforsamling.

- Fordi præsidenten er i FN's Generalforsamling, og han har et fuldt program med ledere fra rundt om i verden, så vil de (Trump og Rosenstein red.) mødes torsdag, når præsidenten vender tilbage til Washington, siger Det Hvide Hus' talskvinde, Sarah Sanders.

Avisen New York Times havde i sidste uge en historie om Rosenstein. Han skulle angiveligt sidste år have bedt nogle ministre og embedsmænd i Det Hvide Hus om at lave lydoptagelser, der kunne påvise den kaotiske arbejdsgang under Trumps ledelse.

Lydmaterialet skulle ifølge avisen indgå, hvis regeringen og Kongressen skulle skride til en afsættelse af præsidenten med henvisning til hans mentale tilstand.

Rosenstein har nægtet oplysningerne. Nogle af de påståede samtaler med Trump-embedsmænd har været ment som sarkasme, hed det.

Trump sagde i weekenden, at han afventede alle "fakta" om denne sag, inden han ville skride til handling.

Rosenstein fik til opgave sidste år at udpege den særlige anklager i Rusland-sagen. Justitsminister Jeff Sessions havde nemlig erklæret sig inhabil i sagen.

Sessions havde under sin ansættelseshøring i Senatet benægtet, at han havde haft møder med folk i den russiske top i 2016. Efter hans indsættelse kom det frem, at han havde haft to møder med den russiske ambassadør.

USA's efterretningstjenester fastslog i januar sidste år, at Rusland påvirkede det amerikanske valg. Blandt andet med opdigtede historier på de sociale medier, der skulle gavne Trump og nedgøre den demokratiske kandidat, Hillary Clinton.

/ritzau/