Kina har igen og igen understreget det stærke bånd til Rusland – også efter Vladimir Putins invasion af Ukraine.
Men nu skulle der være kommet kurrer på tråden mellem Putin og Kinas præsident Xi Jinping.
For Kinas tålmodighed med Rusland er ved at blive tyndslidt, skriver Business Insider.
Blandt andet vakte Kinas tilstedeværelse ved et topmøde i Saudi-Arabien, hvor en fredelig løsning på Ukraine-krigen var på dagsordenen, i maj en del opsigt.
Af to årsager.
For det første fordi Rusland ikke mødte op og gav som begrundelse, at topmødet var 'dømt til at slå fejl' – og for det andet på grund af de signaler kineserne sendte under forhandlingerne.
Her var de kinesiske topdiplomater ifølge Financial Times meget opsatte på at vise, at 'Kina ikke er Rusland'.
En europæisk diplomat, som var til stede under forhandlingerne, har fortalt Financial Times, at Kinas blotte tilstedeværelse ved topmødet beviste, at Rusland er 'mere og mere isoleret'.
I forvejen forlyder det, at Ruslands kølige modtagelse af Kinas 12 punkter lange fredsplan skulle have skuffet kineserne.
Ifølge den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) gælder det også den anden vej.
ISW skrev for nylig i en analyse, at noget tyder på, at 'Kreml er ved at blive utilfreds med, at Kina bliver ved med at promovere sin fredsplan i internationale fora'. På den baggrund vurderer ISW, at Kina ikke er interesseret i et 'venskab uden grænser' mellem de to lande – i modsætning til russerne.
»Det (Kina, red.) ønsker at demonstrere overfor Vesten, at det er interesseret i at fremme en diplomatisk løsning på krigen – og at minde Vesten om, at det kan være det eneste land, som kan være i stand til at få Rusland til at skifte kurs,« siger Ali Wyne, som er analytiker ved konsulentfirmaet Eurasia Group, til Business Insider.
Siden Ukrainekrigens start har Kina været en fuldstændig vital samarbejdspartner for Rusland – både på den diplomatiske og på den økonomiske front.
Kina har i modsætning til Vesten ikke indført økonomiske sanktioner mod Rusland, og de to lande ser sig begge som modpoler til Vesten og især USA.
Men der er også afgørende – og ifølge Business Insider voksende – uenigheder mellem Kina og Rusland.
Xi Jinping har endnu ikke ydet Rusland den militære støtte, Putin har ønsket efter sin invasion af Ukraine, og forholdet skulle være blevet yderligere anstrengt af, at Kina har afvist at godkende en ny gasrørledning fra Sibirien til Kina, som ellers ville være en potentiel økonomisk guldgrube for Rusland.
Ali Wyne mener imidlertid ikke, at vi skal sætte vores lid til, at Kina vil være garant for en fredsaftale, som afslutter krigen i Ukraine – eller for alvor at revurdere sit forhold til Rusland.
»Beijing er af den opfattelse, at forholdet til Moskva kan hjælpe med at opveje det voksende militære og økonomiske pres fra Vesten,« siger han.