En større aktion har dagen igennem fundet sted i et villakvarter i Stockholm.

Her har det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, tirsdag anholdt to personer og sigtet dem for grov ulovlig spionage mod Sverige og mod fremmede magter.

Det oplyser sikkerhedspolitiet ifølge TT og Aftonbladet efter en større politiaktion i et velstående villaområde.

Ifølge de svenske medier skal der være tale om et russisk par i 60erne, som kom til Sverige ved årtusindskiftet.

Aftonbladet skriver, at sikkerhedspolitiet blandt andet brugte Blackhawk-helikoptere.

»Det handlede om at tage kontrol over gerningsmændene og ejendommen på kort tid for at forhindre ødelæggelse af beviser,« har chefen for operationen, Stefan Hector udtalt.

Sikkerhedspolitiet formoder, at manden har spioneret for en fremmed magt i omkring ti år.

En ekspert i spionage udtaler til Aftonbladet, at 'dette kun er toppen af isbjerget.'

Den formelle klassificering er grove efterretningsaktiviteter mod den svenske stat. Manden er også mistænkt for at have udspioneret et tredjeland med Sverige som base, viser dokumenter fra landsretten.

Hustruen er mistænkt for at have optrådt som medgerningsmand i perioden.

I mellemtiden har parret drevet forretning i Sverige inden for import- og eksportvirksomhed af blandt andet elektroniske komponenter og industriel teknologi med en omsætning på op mod 30 millioner om året.

Myndighederne ønsker ikke at forklare, hvor længe efterforskningen har pågået.