300.000 soldater fra den russiske reserve skal sendes til Ukraine for at bistå krigen – men noget tyder på, at soldaterne ikke bifalder beslutningen.

Ifølge BBC vil mange unge russiske mænd forsøge at flygte ud af landet i frygt for at blive indkaldt.

Også selvom forsvarsminister Sergej Sjojgu har understreget, at kun personer med militær erfaring indkaldes.

Ikke desto mindre skriver The Moscow Times, at samtlige flybilletter fra Rusland til Istanbul i Tyrkiet er blevet udsolgt, kort efter den russiske præsident, Vladimir Putin, holdt tale onsdag morgen.

Her annoncerede han en delvis mobilisering af landets hær, der betyder, at 300.000 soldater fra reserven vil blive mobiliseret til krigen i Ukraine.

Og siden gik det altså stærkt med at booke flybilletter i Rusland.

Ifølge andre russiske medier er der også fyldt godt op på afgange fra Rusland mod Georgien og Armenien.

Til gengæld har Letland, der grænser op til Rusland, oplyst, at man ikke vil lade russere på flugt fra militærtjeneste komme ind i det baltiske land.

Den lettiske udenrigsminister, Edgars Rinkevics, oplyser, at årsagen er sikkerhedshensyn.

Putins tale er hans første direkte til det russiske folk siden krigens start – og er dermed af sjælden karakter. Seneste tale var netop, da invasionen begyndte 24. februar.