En række graverjournalister hævder, at Rusland har en plan om at indlemme Hviderusland i landet inden 2030.

Et lækket dokument fra den russiske regering viser angiveligt planer om at indlemme Hviderusland i Den Russiske Føderation inden 2030.

Det hævder en række medier tidligt tirsdag morgen. Medierne er repræsenteret af journalister i et internationalt gravernetværk, som har fået fat i dokumentet.

Medierne tæller blandt andet svenske Expressen, amerikanske Yahoo News, ukrainske Kyiv Independent og en række tyske radiostationer.

Kyiv Independent har på sin hjemmeside fremlagt en trin-for-trin-version af planen. Den beskriver i detaljer, hvordan hviderussiske samfundsydelser, forsvarssektor, lovgivning og handel år for år skal integreres i Rusland.

I 2030 skal der således eksistere et "Forenede Stater af Rusland og Hviderusland". De to skal ifølge Kyiv Independent have en samlet kommando for de to landes militær.

Der skal også være en fælles valuta og et fælles told- og skatteområde. Rusland vil også have kontrollen over information i Hviderusland. Russisk - i stedet for hviderussisk - skal også være det officielle sprog i Hviderusland.

Michael Carpenter, USA's udsending i Den Europæiske Organisation for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), siger, at Rusland har samme planer for Hviderusland, som det har for Ukraine.

- Forskellen er, at man i Hviderusland vil bruge tvang fremfor krig. Det endelige mål er fortsat fuld indlemmelse, siger han til Yahoo News ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Den russiske regering har ikke kommenteret dokumentet.

Ifølge Expressen har Rusland udarbejdet lignende planer for Estland, Letland og Litauen samt Moldova og Ukraine.

Kyiv Independent skriver, at kilden, som har lækket dokumentet, fortæller, at det er sammensat i 2021. Det kan være en del af forklaringen på, at der også fremgår lignende planer for Ukraine, hvor Rusland siden har indledt en regulær krig.

Rainer Saks, en tidligere chef for Estlands efterretningstjeneste for udenrigsanliggender, siger, at han ikke er overrasket over dokumentets indhold.

- I det store og hele er dokumentet på ingen måde anderledes end det, man forestiller sig, Rusland vil have fra Hviderusland, siger han.

Martin Kragh, vicedirektør ved Stockholms Center for Østeuropæiske Studier, siger også til Kyiv Independent, at der som sådan ikke er noget overraskende i politikken i sig selv.

- Indholdet (af dokumentet, red.) er i bred forstand i tråd med det, som vi ved har været Ruslands politiske mål i Hviderusland siden 1990'erne, siger han.

Hviderusland har allerede et tæt samarbejde med Rusland. Landets egen præsident, Aleksandr Lukasjenko, har selv beskrevet sig som "den sidste diktator i Europa".

Han fik i 2020 og 2021 støtte af Ruslands præsident, Vladimir Putin, da han stod over for voldsomme prodemokratiske demonstrationer.

/ritzau/