Premierminister Theresa May fremlægger for fjerde gang brexitplan. Men fokus er på hendes afgang.

Premierminister Theresa May beder i parlamentet indtrængende medlemmerne om at støtte hendes reviderede brexitaftale.

Men parlamentet summer onsdag med rygter om, at hun vil blive fjernet fra sin post.

Ifølge forlydender i parlamentet vil der senere onsdag blive gjort forsøg på at afsætte hende som premierminister.

Ud fra reaktionerne tyder alt på, at et flertal for fjerde gang vil nedstemme den plan, som May har aftalt med EU, hvis den kommer til afstemning i begyndelsen af juni.

May gjorde tidligere onsdag et nyt desperat forsøg at få overtalt parlamentet til at støtte brexitaftalen. Hun lovede endog en ny EU-folkeafstemning om aftalen. Men hendes ord faldt på stengrund.

Hendes helt store problem er, at hun ikke kan samle sit eget konservative parti bag en plan. Og intet tyder på, at oppositionspartiet Labour vil sende hende en redningskrans.

Fokus er nu flyttet til, hvornår May trækker sig som premierminister eller bliver gået.

TV-stationen ITV gengiver onsdag forlydender om, at flere førende ministre senere på dagen vil tage skridt til at fjerne hende.

- Rygter, som endnu ikke er bekræftet, men som heller ikke benægtes: Der vil blive taget et træk mod premierministeren. Kilder siger, at det ser stadig mere sandsynligt ud, rapporterer ITV's politiske redaktør, Paul Brand.

- En regeringsminister fortalte mig, at dette er endestationen. Og det vil de fortælle premierminister May, siger BBC's politiske redaktør, Laura Kuenssberg.

Flere kilder i regeringen bekræfter over for hende, at May højst holder ud til mandag.

- Det er slut, skriver en journalist fra Mail on Sunday på Twitter.

- Måske skal vi vente til fredag for podiet, men hun er færdig, hedder det videre i tweetet.

Det britiske pund falder onsdag eftermiddag på de internationale valutamarkeder som følge af Mays og Storbritanniens brexitkrise, skriver nyhedsbureauet AFP.

May fortalte få timer inden parlamentet, at hendes regering fremlægger ti punkter for parlamentarikerne i forbindelse med den nye aftale, som hun siger vil beskytte beskæftigelsen.

- Denne tilbagetrækningsaftale vil blive offentliggjort fredag, sagde May og understregede, at følgerne ved en fiasko er for alvorlige til, at briterne kan tillade sig en udsættelse.

Arbejderpartiets leder, Jeremy Corbyn, svarede at Mays regering er for svag og for splittet til, at der kan indgås en aftale.

/ritzau/Reuters