En gerningsmand er pågrebet efter et skyderi ved en stålfabrik uden for Chicago i den amerikanske delstat Illinois. Mindst en person meldes dræbt.

Embedsmænd oplyser, at en person er dræbt, mens flere skal være såret. Der var tidligere tale om fire sårede, men det er ikke bekræftet.

Fire politibetjente er blevet ramt af skud, mens flere civile angiveligt er blevet såret af skud. Det er dog endnu ikke bekræftet fra officielt hold.

Det oplyser flere amerikanske medier, heriblandt ABC7.

Den lokale avis Daily Herald skriver også, at en person er død, men heller ikke den oplysning er bekræftet.

Byen Aurora er en forstad til Chicago, og er kendt som en industriby.

Området omkring fabrikken Henry Pratt er stadig lukket ned. Billeder fra stedet viser et massivt politiopbud.

Ofrene skal være bragt til de lokale hospitaler.

Ifølge en ansat på stålfabrikken, som ABC7 har talt med, arbejder den formodede gerningsmand på stålfabrikken. Det er heller ikke bekræftet af myndighederne.

Beboerne i området opfordres til at holde sig indendøre, ligesom i alt 19 lokale skoler er lukket.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, oplyser via sin pressetalsmand, at han er opmærksom på episoden.

'Præsidenten er blevet briefet og holder øje med den igangværende situation i Aurora, Illinois,' udtaler Sarah Huckabee Sanders i en meddelelse.