Kvindelig IS-rekruttør skal være dræbt. Hun var den mest eftersøgte kvindelige terrorist fra Storbritannien.

Storbritanniens mest eftersøgte kvindelige terrorist og medlem af Islamisk Stat er angiveligt blevet dræbt i et droneangreb.

Det skriver en lang række britiske medier, heriblandt The Telegraph og The Sun.

En anonym britisk sikkerhedskilde siger til The Sun, at "amerikanerne fik ram på hende, da hun forsøgte at komme væk fra Raqqa".

Den syriske by var hovedsæde i Islamisk Stats selvudråbte kalifat, men byen er efter tre år under gruppens kontrol næsten befriet.

Kvinden hedder ifølge BBC Sally-Anne Jones. De fleste andre medier kalder hende dog blot Sally Jones.

Hun havde ifølge The Telegraph til opgave at oplære alle europæiske, kvindelige rekrutter i Raqqa.

Desuden rekrutterede hun folk til Islamisk Stat online og opfordrede sine følgere til at udføre angreb i Vesten.

Hun var i det hele taget aktiv på sociale medier, hvor kvinden, der ifølge BBC er 48 år, blandt andet lagde et billede op af sig selv klædt ud som nonne, mens hun pegede en pistol mod kameraet.

I britiske medier var hun kendt som The White Widow. Det betyder Den hvide enke på dansk.

Det tilnavn fik hun, efter at hendes mand, Junaid Hussain, som også var jihadist fra Islamisk Stat, blev dræbt i 2015.

Jones rejste til Syrien fra Chatham i Kent i 2013 for at gifte sig med Hussain, der på det tidspunkt var 19 år, som hun havde mødt online. Han var oprindeligt fra Birmingham.

Inden var hun blandt andet forsanger i et punkband.

Med sig til Syrien tog Den hvide enke sin søn, Joe "JoJo" Dixon.

Han formodes også at være død, men det er uklart, om han var sammen med sin mor - og han var ikke mål for angrebet.

Jones skal være død i juni. Men fordi sønnens skæbne var uvis, har efterretningstjenesterne ventet med at offentliggøre nyheden.

Oberst Ryan Dillon er talsperson for den internationale operation Inherent Resolve, der kæmper mod Islamisk Stat.

Han skriver på Twitter, at han ikke kan bekræfte, at Jons er død som følge af et angreb udført af den internationale koalition.

Den britiske premierminister Theresa Mays talsmand nægter torsdag at kommentere meldingerne om Jones. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/