En politimand er blevet stukket ned og dræbt i Bruxelles i, hvad myndighederne undersøger som et muligt terrorangreb.

Det skriver flere belgiske medier herunder Het Laatste Nieuws og De Standaard.

Knivstikkeriet fandt sted på Aarschotstraat i den belgiske hovedstad. Den dræbte betjent blev stukket i nakken.

Derudover er der også meldinger om, at en anden betjent er alvorlig såret.

Flere belgiske medier skriver, at vidner har hørt gerningsmanden råbe »Allahu akbar« under angrebet. Dette er endnu ikke officielt bekræftet.

Ifølge lokalmedierne er gerningsmanden blevet ramt af to skud henholdsvis i benet og i maven.

Hans nuværende tilstand er ukendt.

Belgiens indenrigsminister, Annelies Verlinden, skriver i et opslag på Twitter, at hun er i tæt kontakt med politiet og Bruxelles' borgmester.

'Hvilket forfærdeligt drama. Denne begivenhed knuser mit hjerte,' skriver Verlinden på Twitter.

Anklagemyndigheden vil kommunikere yderligere senere i aften eller fredag ​​morgen via en pressemeddelelse, så snart flere oplysninger foreligger.

Artiklen opdateres …