'Alle beviser peger på Kyiv.' 

Sådan skriver de tyske aviser Der Spiegel og ZDF i sagen om sabotagen af de to Nord Stream-gasrørledninger, der fandt sted den 26. september sidste år. 

Det sker på baggrund af omfattende undersøgelser og kilder fra efterretningstjenester i Tyskland og andre nordeuropæiske lande. 

I den tyske artikel i Der Spiegel, der udkom lørdag, konkluderer 12 journalister, at alle spor peger på, at det er Ukraine, der stod bag sabotagen. 

»Ifølge Der Spiegels kilder er efterforskerne overbeviste om, at sabotørerne var i Ukraine før og efter angrebet. Faktisk er det overordnede billede dannet af de mange puslespilsbrikker af tekniske informationer ganske klart,« skriver Der Spiegel i artiklen og fortsætter. 

»Det samme er de mulige motiver, ifølge kilder med kendskab til international sikkerhed: Målet var at afskære Moskva fra en vigtig indtægtskilde til at finansiere krigen i Ukraine. Og også at fratage Vladimir Putin sit vigtigste instrument til at afpresse den tyske regering.«

Ukraine har tidligere afvist at skulle stå bag sabotagen.