Præsident Robert Mugabe er ekskluderet fra Zimbabwes regeringsparti Zanu-PF, siger medlemmer af partiledelsen.

Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, er ved et hasteindkaldt partimøde søndag blevet afsat som leder af regeringspartiet Zanu-PF.

Det oplyser kilder i partiet til Reuters.

- Han er blevet ekskluderet, siger en af mødedeltagerne.

Den fyrede vicepræsident Emmerson Mnangagwa bliver ny partileder, siger kilderne.

Alle Zanu-PF's ti provinsstyrer havde på forhånd stillet sig bag kravet om, at den 93-årige præsident træder tilbage.

Da søndagens møde i Zanu-PF's partiledelse blev indledt, var der flere af medlemmerne, der jublede og sang under meddelelsen om, at afsættelsen af Mugabe som partiformand var på dagsordenen.

Dagen inden havde hundredtusinder af zimbabwere fyldt gaderne i landets hovedstad, Zimbabwe, med krav om den mangeårige leders afgang.

/ritzau/Reuters