Domstolen mener, at Apple Daily-chefer kan bringe Hongkongs nationale sikkerhed i fare, hvis de løslades.

To af de i alt fem mediechefer, der tidligere på ugen blev anholdt i Hongkong, får ikke lov at blive løsladt mod kaution.

Det har en domstol i den kinesiske region besluttet lørdag.

De fem, der er blevet anholdt, er chefer på avisen Apple Daily og i selskabet Next Media, der ejer avisen.

Tre af dem er løsladt mod kaution.

Men den mulighed har domstolen afvist for Apple Dailys chefredaktør, Ryan Law, og direktøren for Next Media, Cheung Kim-hung. De to er sigtet efter den strenge sikkerhedslov, der blev indført i Hongkong sidste år.

Domstolen mener, at der er risiko for, at de vil "fortsætte med at begå handlinger, der bringer den nationale sikkerhed i fare".

Law og Cheung er anklaget for at være gået i ledtog med fremmede magter for at skade Hongkongs interesser.

Det skal være sket ved at bringe en række artikler, der opfordrede andre lande til at indføre sanktioner mod Kina og den Kina-loyale regering i Hongkong.

Over 500 politibetjente var sat ind ved daggry torsdag for at ransage den kritiske avis.

Avisen sendte direkte på nettet, mens politifolk gennemsøgte redaktionslokalet og undersøgte journalisternes computere.

38 bærbare computere og journalisternes fyldte notesblokke var blandt de genstande, politiet konfiskerede.

Det er den første sag i Hongkong, hvor sikkerhedsloven bruges mod et medie for det indhold, det har bragt.

Næste retsmøde er fastsat til august. Det skal give politiet tid til at gennemgå de mange computere, der blev beslaglagt under ransagningen mod Apple Daily torsdag morgen.

Ud over Ryan Law og Cheung Kim-hung er også Apple Dailys ejer, den 73-årige Jimmy Law, fængslet.

Han er i gang med at afsone en dom på 20 måneders fængsel for at have deltaget i ulovlige protester mod regeringen.

Derudover er han også anklaget for at være "i ledtog med fremmede magter".

Omkring 100 mennesker er i løbet af det seneste år blevet anholdt for brud på Hongkongs omstridte sikkerhedslov. Af dem er kun få blevet løsladt mod kaution.

I langt de fleste tilfælde bliver de sigtede tilbageholdt i månedsvis, indtil politiet mener at have beviser nok til at kunne rejse tiltale.

/ritzau/dpa