IRAN: Et udkast til en atomaftale med Iran er angiveligt blevet forhandlet færdig natten til tirsdag dansk tid.

Det oplyser det iranske nyhedsbureau ISNA, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet vil Irans udenrigsminister Javad Zarif og EUs udenrigschef Federica Mogherini tidligt tirsdag morgen komme med en fælles udtalelse på baggrund af forhandlingerne.

Nyhedsbureauet oplyser yderligere, at udenrigsministrene fra den såkaldte 5+1-gruppe, der består af Tyskland og de fem permanente medlemmer af FNs sikkerhedsråd, Storbritannien, USA, Rusland, Kina og Frankrig, vil være til stede.

Ifølge det iranske nyhedsbureau Fars samles parterne til et sidste møde i hovedkvarteret for FNs Internationale Atomenergiagentur (IAEA) i Wien klokken 10 dansk tid, skriver det norske nyhedsbureau NTB.