En gruppe af udenlandske investorer skulle være klar til at overtage SAS.

Det skriver det svenske medie Dagens Industri.

Ifølge mediets oplysninger skulle et konsortium af interesserede investorer have hyret rådgivere til at stå for forhandlingerne med det hårdt plagede flyselskab, der stadig har massive økonomiske udfordringer oven på de magre coronaår.

Det bliver fremhævet, at der er tale om udenlandske investorer – SAS' hovedaktionærer er i dag den danske og svenske stat, der hver ejer 21,8 procent af aktierne,

Det vides ikke, hvor stor en andel flyselskabet en ny investorgruppe i givet fald skulle overtage.

Men der mangler penge i SAS. Mange penge.

Det fremgik så sent som i forbindelse med tirsdagens kvartalsregnskab, der i øvrigt viste en underskud på 1,1 milliard kroner, at flyselskabet vil »søge at rejse ikke under 9,5 milliarder svenske kroner i ny egenkapital«. Det svarer til 6,75 milliarder danske kroner.

Samtidig skal en gæld på mere end det dobbelte beløb afvikles.

»På nuværende tidspunkt forventes det, at en væsentlig del af den nye egenkapital sandsynligvis vi blive søgt hos nye investorer,« tilføjede SAS-topchef Anko van der Werff i forbindelse med regnskabet.

Allerede i februar fremlagde flyselskabet en ny plan for genopretningen af den haltende økonomi, og en eventuel overtagelse af SAS forudsættes af, at det kan føres ud i livet på realistisk vis.