Tyrkiets indenrigsminister, Süleyman Soylu, siger mandag morgen, at man ikke ønsker at acceptere kondolencerne fra USA efter terrorangrebet i weekenden.

Det skriver det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu ifølge Dagbladet.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er årsagen til afvisningen, at Tyrkiet mener, at USA støtter »de kurdiske terrorister« i Kobani i Syrien.

Søndag udsendte blandt andet pressesekretæren i Det Hvide Hus, Karine Jean-Pierre, en udtalelse, hvori hun fordømte angrebet og udtrykte medfølelse til dem, der har mistet deres kære under eksplosionen i Istanbul:

Politiet ses her arbejde på stedet søndag.
Politiet ses her arbejde på stedet søndag. Foto: YASIN AKGUL
Vis mere

»USA fordømmer kraftigt den voldshandling, der fandt sted i dag i Istanbul. Vores tanker går til dem, der blev såret, og vores dybeste medfølelse går til dem, der mistede deres kære,« skrev hun og tilføjede:

»Vi står skulder ved skulder med vores NATO-allierede Tyrkiet i kampen mod terrorisme.«

De tyrkiske myndigheder oplyser mandag, at man mistænker en syrisk kvinde for at stå bag bombeeksplosionen.

Kvinden er blevet anholdt, og ifølge det tyrkiske politi arbejdede hun – angivelig – for det forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK). Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

PKK er terrorstemplet af USA, EU og Tyrkiet.

I alt er 46 personer anholdt i forbindelse med eksplosionen, herunder den syriske kvinde, som mistænkes for at have anbragt bomben, som kostede seks mennesker livet.

B.T. følger sagen.