Det får stor indflydelse på amerikansk politik, hvilket parti der vinder flertallet i Senatet til valget.

USA's præsident, Donald Trump, tror, at Republikanerne får svært ved at holde fast i flertallet i Senatet ved præsidentvalget 3. november.

Det skulle præsidenten således have sagt til et privat fundraising-event i denne uge, skriver avisen The Washington Post natten til søndag dansk tid.

- Jeg tror, at Senatet bliver svært. Senatet bliver meget svært, sagde Trump til begivenheden torsdag i Nashville, Tennessee, ifølge en deltager, der har udtalt sig anonymt til avisen.

Trumps tvivl skyldes ifølge deltageren til begivenheden, der blev holdt bag lukkede døre, at han ikke vil støtte flere af Republikanernes kandidater til Senatet.

- Der er et par senatorer, jeg ikke rigtig kan involvere mig i. Jeg kan bare ikke gøre det. Du mister din sjæl, hvis du gør det. Der er nogen af dem, jeg ikke kan hjælpe. Der er nogen af dem, jeg ikke vil hjælpe, skulle Trump således have sagt.

Det private fundraising-event blev ifølge Washington Post holdt kort tid før den anden og sidste præsidentdebat mellem Donald Trump og demokraternes kandidat, Joe Biden.

Republikanerne har et flertal på 53-47 i Senatet, mens Demokraterne sidder på flertallet i Repræsentanternes Hus.

Lykkes det Demokraterne også at vinde flertallet i Senatet, så vil det betyde øget indflydelse for partiet, da al lovgivning i USA bliver behandlet i de to kamre.

Ifølge Washington Post er flere republikanske senatorer begyndt at forberede sig på, at partiet kan miste kontrollen med Senatet.

Tidligere på ugen vurderede Republikanernes flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell, chancerne for at beholde magten til at være 50-50 i et radiointerview.

Talsmand for den republikanske senatskomité Jesse Hunt afviser over for Washington Post, at Donald Trump ikke støtter visse republikanske senatorer.

Ifølge CNN siger præsidenten lørdag aften lokal tid før et valgmøde i delstaten Wisconsin, at han håber, at Republikanerne beholder flertallet i Senatet.

I alt skal der stemmes om 35 senatspladser 3. november.

/ritzau/