Donald Trump har meldt ud, at han ikke stiller op i den kommende tv-debat mod de øvrige republikanske præsidentkandidater, fordi offentligheden allerede ved, hvem han er.

Virkeligheden er en helt anden.

Det skriver The New York Times.

For i stedet skulle den tidligere præsident angiveligt have to tydelige grunde til ikke at ville stå på scenen i Milwaukee på onsdag.

Donald Trump.
Donald Trump. Foto: Brandon Bell/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den første har direkte forbindelse til de efterhånden fire retssager, som Donald Trump efterhånden er involveret i. Se en gennemgang øverst i artiklen

»Han vil ikke risikere sit enorme forspring blandt republikanerne i et kapløb, som hans nærmeste mener, at han er nødt til at vinde for at holde sig ude af fængslet,« konstaterer mediet.

Og så er der den anden vægtige grund – som er relateret til den tv-station, der sender debatten: 

Fox News.

I løbet af de seneste år har Donald Trump således set sig mere og mere sur på den tv-station, der ellers tidligere var en trofast støtte.

Så sent som i torsdags brugte han sit sociale medie Truth Social til at brokke sig over flere ting:

  • At tv-programmet 'Fox & Friends' ikke bragte meningsmålinger, hvor han fører stort over den siddende præsident, Joe Biden.
  • At tv-stationen altid »med overlæg« bruger »de værste« billeder af ham, hvor han ser »orange« ud.

»De tror, at de kan slippe afsted med det. Det kan de ikke,« lød det ildevarslende.

Og altså bare få dage senere meldte han søndag ud, at han ikke ville stille op til Fox News' ellers højtprofilerede tv-show.

Dermed er det tvivlsomt om seertallene til begivenheden vil ramme de 24 millioner, som var tilfældet ved den seneste debat mellem republikanske præsidentkandidater.

Det var i 2015, hvor Donald Trump var med.

The New York Times skriver, at værter og højtstående chefer fra Fox News i de seneste måneder har holdt utallige møder med ham for at overbevise ham om at stille op.

Altså forgæves.

For i virkeligheden har beslutningen sandsynligvis været taget i et stykke tid.

Donald Trump har nemlig endnu en ørefigen i ærmet til tv-stationen.

På onsdag – samme aften som den republikanske tv-debat finder sted – vil der således blive offentliggjort et interview, hvor han sidder over for tv-værten Tucker Carlson. 

Sidstnævnte har i dag sit eget uafhængige program på det sociale medie X efter sin opsigtsvækkende fyring fra netop Fox News tidligere på året.

Donald Trump og Tucker Carlson (tv.)
Donald Trump og Tucker Carlson (tv.) Foto: Seth Wenig/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ifølge The New York Times skulle samtalen mellem de to faktisk allerede været blevet optaget.

Dermed vil der ifølge Politico være ni republikanske præsidentkandidater, der opfylder kravene for at deltage i onsdagens debat:

Ron DeSantis, Vivek Ramaswamy, Mike Pence, Nikki Haley, Tim Scott, Chris Christie, Doug Burgum, Asa Hutchinson og Perry Johnson.