Midt i South Dakotas ørken står en gigantisk granitskulptur, der er kendt som Mount Rushmore.

Den forestiller fire amerikanske præsidenter, der på hver deres måde har sat deres præg på det store lands historie:

George Washington, Thomas Jefferson, Theodore Roosevelt og Abraham Lincoln.

Alle sammen afdøde.

Men måske de fire præsidenter får selskab af endnu en - denne gang levende.

I hvert fald hvis det står for vedkommende selv.

USA's nuværende præsident, Donald Trump, har nemlig, ifølge New York Times, tilkendegivet, at han drømmer om, at hans ansigt bliver en del af skulpturen.

Ifølge avisen skulle det være i en samtale med South Dakotas guvernør, Kristi Noem, at præsidenten tilbage i 2018 løftede lidt af sløret for sin drøm.

»Vidste du godt, at det er min drøm at få mit ansigt på Mount Rushmore,« skulle præsidenten have sagt.

Året efter - i 2019 - blev det så ifølge New York TImes mere konkret, da det denne gang var nogle af Trumps rådgivere fra Det Hvide Hus, som tog kontakt til guvernøren for at høre om muligheden for at tilføje præsidentens ansigt.