Et skyderi har lørdag eftermiddag udspillet sig i Enskede i det sydlige Stockholm.

»Vi kan bekræfte, at der har været skyderi på stedet. Vi efterforsker hændelsen som drabsforsøg,« fortæller talsperson Helena Boström Thomas til Aftonbladet.

Ifølge Aftonbladets oplysninger skød gerningsmændene mod en mand – men der var tale om den forkerte person.

Manden siges at have lignet det påtænkte mål og blev jagtet af gerningsmændene, inden de skød. Det lykkedes dog manden at undvige skuddene, ifølge mediet.

Videre oplyser Aftonbladet, at det nu er lykkedes politiet at standse en bil på E4 i det nordlige Stockholm, hvor tre personer blevet anholdt. I bilen er der desuden fundet automatvåben.

Ingen af delene har politiet ønsket at kommentere, ligesom det endnu står uklart, om anholdelsen kan sættes i forbindelse med skyderiet.

Politiet har opsat afspærringer på stedet, mens tungt bevæbnede politibetjente afsøger området.

»Vi har flere ressourcer på stedet, det er et intensivt arbejde lige nu,« siger politiets pressechef Helena Boström Thomas til TV 4 Nyheterna.

B.T. følger sagen.