Manden, der natten til søndag kørte ind i tre mennesker og dræbte én i Steinkjer i Norge, var på værtshus i timerne inden påkørslen.

Flere medier kunne søndag berette, at politiet mener, at det var en 'bevidst handling', da en gerningsmand kørte ind i tre personer og dræbte én natten til søndag.

Og nu kan det norske medie Dagbladet fortælle, at gerningsmanden var på værtshus i timerne op til, at han kørte ind i tre mennesker, der stod på et fortov tæt på værtshuset. En af de ramte døde senere af sine kvæstelser.

Mediet skulle have talt med flere, der så manden på baren, hvorefter han hentede den varevogn, han senere brugte til at køre ind i menneskemængden.

I første omgang sagde det lokale politi, at de ikke regnede med, at manden var kørt ind i menneskemængden med vilje.

Det ændrede sig dog senere søndag, da politiets operationsleder, Wenche Johnsen, udtalte til VG, at det fremstod som en bevidst handling.

Til Dagbladet udtalte operationslederen, at gerningsmanden var »stærkt beruset«, da han blev anholdt 20 minutter efter at være kørt ind i menneskemængden.

Gerningsmanden blev i første omgang sigtet for hasarderet kørsel og spritkørsel. Senere blev sigtelsen ændret til uagtsomt manddrab.

Manden har erklæret sig skyldig i sigtelsen.