En række internationale medier, herunder nyhedsbureauet AP, skriver mandag, at den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, er blevet indlagt på Bali.

Men det afviser Rusland dog på det kraftigste og kalder historien for 'fake news'.

Det skriver det russiske udenrigsministerium ifølge Reuters.

Tre indonesiske embedsmænd og læger fortalte til AP, at den russiske diplomat modtog behandling.

»Det er selvfølgelig løgnens højdepunkt,« siger det russiske ministeriums talskvinde, Maria Zakharova, ifølge den russiske statskanal Tass.

Balis guvernør bekræfter ifølge flere medier, at Lavrov har blevet indlagt, men at han er ved godt helbred, og at han er blevet udskrevet fra hospitalet. Han skulle være på et hotel og gøre sig klar til G20-topmødet.

Maria Zakharova har siden delt en video, hvor man kan se en smilende Lavrov sidde i shorts og T-shirt.

»Så, Lavrov, folk skriver, at du er på hospitalet!« kan man ifølge VG høre en kvinde sige, mens hun filmer.

»Jamen, folk har allerede skrevet i ti år, at vores præsident er syg. Dette er et spil, der ikke er nyt i politik,« svarer Lavrov.

»Hvad vil du sige til udenlandske journalister, der skriver, at Lavrov er syg?« spørger kvinden.

»Udenlandske journalister skal skrive sandheden og ikke bare rapportere fra den ene side,« svarer han.

Lavrov er på Bali for at lede den russiske delegation ved G20-topmødet.