Det har på ingen måde været en succes i Ukraine for lejesoldatgruppen Wagner.

Og nu forbereder leder og stifter Jevgenij Prigozjin – også kendt som 'Putins kok' – sig på, at den russiske lejehær Wagner-gruppen flytter fokus væk fra Ukraine.

Det skriver Bloomberg ifølge Dailybeast.

Skiftet i planerne sker angiveligt efter store tilbageslag og mandefald i Ukraine for den berygtede gruppe.

Prigozjin, der blandt andet har hvervet private lejesoldater fra fængslet, skulle de seneste uger være blevet blokeret fra at rekruttere fra fængslerne. Hans øverstkommanderende skulle tilsvarende være blevet udelukket fra at få adgang til Ruslands militære kommando i Ukraine for nylig.

Det er ikke klart, hvor hurtigt ændringerne vil træde i kraft. Forlydenderne er dukket op i denne uge samtidigt med, at Wagner-gruppen stadig kæmper i det sydlige Bakhmut.

Spændingerne har også fundet vej til offentligheden. Wagner-gruppens stifter, Jevgenij Prigozjin, har også måttet ty til at bønfalde Rusland i forskellige videoer, der er lagt ud på sociale medier, for at få leveret mere ammunition, som han sagde, der var desperat behov for for at forsøge at kæmpe i Ukraine.

Dog angiveligt uden held.

Prigozjins nuværende plan vil i stedet være at få de private lejesoldater tilbage til lande i Afrika, såsom Sudan, Mali og Den Centralafrikanske Republik, hvor Wagner også har indsat styrker.

Meldingen om tilbagetrækningen kom mandag, og udsendelserne vil vare mellem ni til 14 måneder, rapporterede Bloomberg.