Der er sket noget i Rusland de seneste par uger.

Noget som skulle få direkte betydning for krigsførelsen på slagmarkerne i Ukraine.

Ruslands præsident Vladimir Putin blander sig nu direkte i den strategiske krigsplanlægning, og mere end han har gjort tidligere, hvor beslutningerne i langt højere grad blev overladt til hærcheferne.

Det skriver New York Times.

Blandt andet skulle Putin have afvist ønsker fra højtstående befalingsmænd i den besatte by Kherson om at trække sig tilbage fra byen under den nuværende ukrainske modoffensiv.

Og det selvom en tilbagetrækning angiveligt ville have sparet både menneskeliv og russisk militærmateriel.

Putins afvisning skulle ifølge New York Times' oplysninger skyldes, at han vil tabe ansigt, hvis Ukraine genindtager Kherson.

I onsdags beordrede den russiske præsident under en sjælden tv-tale til den russiske nation en delvis mobilisering af reservestyrken. Det forventes, at omkring 300.000 i den forbindelse bliver indkaldt til militærtjeneste.