Billederne af kilometerlange bilkøer og kaos ved Ruslands grænser efter Putins mobiliseringsordre er gået verden rundt og har vakt stor opsigt.

Men hvor mange russere er flygtet i alt? Rigtig mange, kunne det tyde på.

I hvert fald hvis man skal tro den russiske udgave af Forbes.

Mediet har talt med flere – men unavngivne – kilder, som oplyser, at mellem 600.000 og en million russere har forladt landet, efter at Vladimir Putin annoncerede den delvise mobilisering af reserven for to uger siden.

Ifølge en kilde, som Forbes hævder er fra præsident Vladimir Putins administration, har mellem 600.000 og 700.000 russere forladt landet.

Forbes understreger, at det er usikkert, hvor mange af de personer, som har forladt Rusland, som er turister, der planlægger at vende retur, og hvor mange der er flygtet fra landet for at undgå en indkaldelse til hæren.

Det er ikke muligt for B.T. at verificere Forbes' oplysninger, men billeder har vist lange køer ved grænser til flere af Ruslands nabolande efter udmeldingen om mobiliseringen. Herunder grænserne til Georgien og Kasakhstan.

Grænseovergangen til Georgien er således blevet beskrevet som 'et helvede' af en mand ved navn Vsejlod, som er flygtet fra Moskva.

Rejsende fra Rusland ved grænseovergangen Zemo Larsi/Verkhny Lars på vej ind i Georgien. Irakli Gedenidze/Reuters
Rejsende fra Rusland ved grænseovergangen Zemo Larsi/Verkhny Lars på vej ind i Georgien. Irakli Gedenidze/Reuters
Vis mere

Over for Sky News fortalte han, at der ved grænsen var mange mennesker, herunder familier med børn og gamle mennesker.

Derudover blev flybilletter ud af Rusland hurtigt udsolgt umiddelbart efter Putins delvise mobilisering, ligesom de steg voldsomt i pris.

Efterspørgslen på at leje privatfly skulle også være eksploderet.

I Letland har regeringen indført undtagelsestilstand i grænseregionerne Aluksne, Balvi og Ludza på grund af den store tilstrømning af flygtninge.

Undtagelsestilstanden gælder også alle grænseovergange ved havne, i lufthavne og jernbaneovergange.

Letland fastholder, at det ikke kommer til at udstede humanitære visa eller andre former for visa.

Finland har lukket grænsen for russere, som ikke har et særligt indrejseformål.