I midten af april sank det russiske krigsskib 'Moskva'.

Både Ukraine og Rusland blev dengang enige om, at flagskibet i Sortehavet var sunket. De var dog uenige om hvordan.

Rusland hævdede, at det var ammunition, der eksploderede om bord på. Men hvis man spørger ukrainerne, vil de sige, at de beskød skibet og var årsagen til, at 'Moskva' sank til bunds i Sortehavet.

Ifølge mediet Krim Realii skulle Rusland nu være tilbage i området, hvor 'Moskva' sank.

»Fem til syv russiske skibe var involveret i en omfattende aktion for at hente lig op,« siger Vadim Skibitsky, som er repræsentant for ukrainske sikkerhedstjeneste, til Krim Realii og tilføjer.

»De har også hentet alt klassificeret udstyr og tømt hele skibet, så der ikke var noget, der havnede i de forkerte hænder,« siger Vadim Skibitsky.

Rusland har endnu ikke kommenteret, om Vadim Skibitskys påstande skulle være rigtige eller forkerte.

Foto: @Osinttechnical
Foto: @Osinttechnical
Vis mere

Siden skibet sank, har der også være meget tvivl om, hvor mange omkomne der skulle have været.

Rusland meldte i første omgang ud, at én var omkommet, mens 27 blev meldt savnet af det russiske forsvarsministerium.

Men den uafhængige russiske avis Novaya Gazeta Europe beskrev i et interview med en russisk mor til en af de overlevende, at mindst 40 besætningsmedlemmer havde mistet livet, da 'Moskva' sank.

Skibet på 12.500 ton havde omkring 500 besætningsmedlemmer om bord.